Nyhed

En række kompensationsordninger åbner igen. Du kan få overblikket her

Lisbeth Hansen 120x120
Af:
insight featured image
Contents

Fredag den 10. december 2021 trådte nye restriktioner for dele af erhvervs- og kulturlivet i kraft. De nye corona-restriktioner betyder, at der åbnes for en række af de generelle kompensationsordninger.

Bemærk, at de endelige vilkår mv. fastlægges i bekendtgørelser, som ikke foreligger på nuværende tidspunkt. Vi vender tilbage med opdatering på de forskellige kompensationsordninger, når bekendtgørelserne kommer.

Der tages desuden forbehold for EU-Kommissionens statsstøttegodkendelse for de initiativer, hvor det er nødvendigt.

Nedenfor opridser vi vilkårene for de genåbnede kompensationsordninger:


Faste omkostninger og faste omkostninger light

Kompensationsordningerne for faste omkostninger og faste omkostninger light forlænges til den 28. februar 2022.

Krav til omsætningsnedgang nedsættes til mindst 30 procent gældende fra den 1. december 2021.

Ordningen kan søges af alle virksomheder mv., herunder kulturinstitutioner og kommunale institutioner med videre. 

Det bliver muligt at søge kompensation for faste omkostninger på baggrund af et omsætningsfald alene i december 2021, hvilket betyder, at for de virksomheder, der kun vil søge om kompensation for december måned, bliver dette muligt.

Fristen for hvornår en virksomhed med videre skal være oprettet i CVR for at kunne søge om kompensation ændres til den 7. december 2021.

Virksomheder kan under særlige omstændigheder, f.eks. hvis de er stiftet i 2020 eller 2021 anvende en alternativ referenceperiode som fastsættes af Erhvervsstyrelsen.

Tvangslukkede virksomheder, som nattelivet, får adgang til fuld kompensation for faste omkostninger i følge aftalen.

Nyhedsbrev

Få de seneste nyheder fra Grant Thornton

Få tilsendt publikationer, nyheder og gode råd om skat, moms, afgifter, revision og regnskab og vær den første til at modtage invitationer til vores aktuelle events.

 

Selvstændige mv., herunder kunststøtteordningen

Ordningerne for selvstændige, freelancere, kombinatører og kunstnere under kunststøtteordningen genindføres for perioden den 1. december 2021 til den 28. februar 2022.

Kravet til omsætnings- eller indkomstnedgang vil være 30 pct. 

Selvstændige mv. kan kompenseres med 90 pct. af sin omsætnings- eller indkomstnedgang. 

For selvstændige, der har ansatte, er loftet 33.000 kr. om måneden, mens loftet for andre selvstændige er 30.000 kr.

Det er en forudsætning, at den selvstændige ved ansøgningen om kompensation forpligter sig på ”tro og love” til ikke at tage mere end 23.000 kr. ud af virksomheden om måneden i den periode, hvor kompensationssatsen modtages.

Tro-og-love-erklæringen kontrolleres i forbindelse med efterkontrollen af kompensationsordningen, hvor der vil være krav om revision.

Forhøjelsen af loftet omfatter ikke medarbejdende ægtefæller.

For tvangslukkede uden omsætning gives der 100 pct. kompensation for omsætningstabet.

For freelancere og kunstnere er satsen 23.000 kr. For kombinatører er satsen 20.000 kr. pr. måned.

Selvstændige, freelancere og kombinatører kan under særlige omstændigheder, eksempelvis hvis de er stiftet i 2020 eller 2021 anvende en alternativ referenceperiode som fastsættes af Erhvervsstyrelsen.

Fristen for hvornår den selvstændige skal være oprettet i CVR for at kunne søge om kompensation ændres til den 7. december 2021.

Freelancere, kombinatører og kunstnere skal have erhvervet indkomst senest den 7. december 2021.

Lønkompensation for tvangslukkede og hårdt ramte virksomheder

Arbejdsmarkedets parter indgik i fredags en ny trepartsaftale om genåbning af midlertidig lønkompensation til tvangslukkede virksomheder og ny lønkompensationsordning målrettet hårdt ramte virksomheder.

To lønkompensationsordninger bliver åbnet:

Lønkompensation til tvangslukkede virksomheder

Aftalen indebærer, at lønkompensationsordningen for virksomheder, der har forbud mod at holde åbent, bliver genåbnet. Det betyder, at tvangslukkede virksomheder, der ikke har en omsætning, kan hjemsende deres ansatte med lønkompensation.

Ordningen gælder, så længe der gælder et forbud mod at holde åbent for virksomhederne.


Midlertidig lønkompensation til hårdt ramte virksomheder

Der bliver samtidigt indført en ny midlertidig lønkompensationsordning for at hjælpe virksomheder, der er særlig hårdt ramt hen over jul og nytår, og som gælder i perioden fra den 10. december 2021 til den 15. januar 2022.

Det er et krav, at virksomheden hjemsender mindst 30 pct. af medarbejderne. Der gælder alene et krav om 30 pct. hjemsendte. I tidligere kompensationsordninger kunne man også hjemsende et bestemt antal medarbejdere. Det gælder ikke, og der kommer alene til at gælde en regel om 30 pct. denne gang.

Der vil blive gjort status på ordningen den 10. januar 2022.

For begge ordninger gælder:

Da lønkompensationsordningerne vil løbe hen over juleferien, vil virksomheder ikke kunne modtage lønkompensation for 3 dage i den lønkompenserende periode.

Der bliver ikke krav om, at ansatte afholder ferie, men det er forventningen, at mange ansatte allerede har planlagt ferie eller fridage i julen. Det er en forudsætning, at ferie eller fridage, som er aftalt inden den 10. december 2021, bliver afholdt som planlagt.

Parterne er i forbindelse med modtagelse af lønkompensation blevet enige om ikke at gøre brug af ferielovens bestemmelse om straksvarsling af ferie, og at ferielovens almindelige regler i øvrigt gælder.

Både lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder og ordningen for hårdt ramte virksomheder baserer sig i øvrigt på samme krav som tidligere lønkompensationsordninger. Det betyder bl.a., at ansatte f. eks. ikke må arbejde for virksomheden under hjemsendelsen, og at man ikke kan søge om lønkompensation for ansatte, der arbejder hjemmefra.

Virksomheden skal betale fuld løn til de ansatte i lønkompensationsperioden og må ikke varsle afskedigelser som følge af økonomiske årsager i kompensationsperioden.

Lønkompensationen vil også denne gang udgøre 75 pct. af de samlede månedlige lønudgifter for funktionærer og 90 pct. af de samlede månedlige lønudgifter for ikke-funktionærer. Der gælder fortsat et loft på 30.000 kroner om måneden for en fuldtidsansat.

Virksomheder får også mulighed for at søge lønkompensation på p-enhedsniveau eller for hele virksomheden. De nævnte krav og vilkår, bl.a. 30 pct.-kravet, finder anvendelse på p-enhedsniveau, når der bliver søgt om lønkompensation på p-enhedsniveau.

Virksomheder kan modtage lønkompensation for medarbejdere, der er ansat før den 8. december 2021, og virksomheden må senest have afskediget medarbejdere den 9. december 2021.

Bekendtgørelsen for begge ordninger er under udarbejdelse.

Arrangørordningen

Arrangørordningen genindføres i sin hidtidige form, det vil sige for indendørs arrangementer på mindst 350 personer, hvor arrangementet er aflyst, udskudt eller væsentligt ændret som følge af lukningen af lokaler, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.

Arrangørordningen er målrettet enkeltstående eller fast tilbagevendende større arrangementer.

Der vil gælde et krav om, at arrangementet skal være planlagt før den 7. december 2021 eller være fast tilbagevendende.

Fristen for hvornår en virksomhed mv. skal være oprettet i CVR for at kunne søge om kompensation via arrangørordningen ændres til den 7. december 2021.
 

Pulje for kasserede letfordærvelige varer

Der etableres en pulje, som er målrettet de virksomheder og leverandører, der, på grund af nye restriktioner, brænder inde med letfordærvelige varer i weekenden den 10. december til 12. december 2021.

Puljen for kasserede varer omfatter virksomheder registreret i CVR senest den 7. december 2021, som er leverandører til aflyste julefrokoster, private fester og sociale begivenheder mv. for mere end 50 deltagere, som skulle være afholdt den 10., 11. og/eller 12. december 2021 uden for private hjem, eksempelvis i restauranter, festlokaler og lignende.

Der kan ikke opnås kompensation for kasserede varer, som leverandøren aftaleretligt skal have dækket af kunden.

Den enkelte virksomhed kan maksimalt modtage et kompensationsbeløb på 40.000 kr. for kasserede varer. Der afsættes 10 mio. kr. til puljen.

Mindre spillesteder

Der etableres en ordning, som skal dække spillesteders aflysning, udskydelse eller væsentligt ændrede mindre indendørs arrangementer (51-349 stående tilskuere), når disse aflyses, udskydes eller er væsentligt ændrede som følge af lukningen af lokaler, hvor der afholdes koncerter, scenekunstforestillinger, forevisninger, storskærmsarrangementer og lignende.

Ordningen afgrænses til spillesteder mv., hvis primære formål er at afholde arrangementer som eksempelvis koncerter eller standup optræden med videre. 

Der kan alene kompenseres arrangementer, som er planlagt og offentligt annonceret inden den 7. december 2021.

Leverandører til spillesteder som kompenseres ovenfor, som ikke har en skriftlig aftale, vil kunne kompenseres gennem de generelle kompensationsordninger.

Vækstfonden, EKF og Rejsegarantifonden

Låne- og garantiordningerne under henholdsvis Vækstfonden, EKF og Rejsegarantiordningen forlænges frem til den 28. februar 2022. 

Ansøgningsproces, bekendtgørelser og EU-godkendelse

Det forventes, at virksomhederne kan søge via virk.dk, når ordningerne åbner for ansøgninger. 

De indgåede aftaler kan ses på Beskæftigelsesministeriet hjemmeside her.

Nyhederne om kompensationsordninger kan ses på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.