NYHEDER

Vigtig information vedr. ubrugt ferie pr. 31. december 2021

insight featured image
Contents

Resumé

Medarbejdere, som har mere end fem dages ubrugt ferie tilbage den 31. december 2021, vil miste sine feriedage, og arbejdsgiver skal betale et tilsvarende beløb til AFF feriefond (Arbejdsmarkedets Feriefond). Vi anbefaler derfor, at virksomheder følger op på ubrugt ferie med det samme og sikrer sig, at medarbejderne forstår reglerne i den nye ferielov.   

Detaljer

Ferieoptjeningsperioden (1. september 2020 – 31. august 2021) er netop afsluttet, og den nye ferieoptjeningsperiode (1. september 2021 – 31. august 2022) er netop startet i henhold til den nye ferielov.

Alle feriedage optjent fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019 (16,64 dage) og fra den 1. september 2020 til den 31. august 2021 (25 dage) skal bruges senest den 31. december 2021. Feriedage optjent i overgangsåret, dvs. fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, skal betales til LD feriefond i overensstemmelse med den information, der tidligere er sendt fra myndighederne i virksomhedens digitale postkasse, “e-Boks”.

Hvis ikke alle feriedage optjent i ovennævnte perioder bruges senest den 31. december 2021, kan der kun overføres fem feriedage til det næste ferieår. Alle feriedage udover de fem dage skal afregnes til AFF feriefond. Det betyder, at medarbejderen mister alle sine ubrugte feriedage med undtagelse af de fem dage, og at arbejdsgiver skal betale værdien af de dage, der overstiger de fem dage til AFF feriefond.

Vi anbefaler, at virksomheder straks kommunikerer reglerne ud til deres medarbejdere, så der undgås problemer vedrørende ubrugte feriedage. Bemærk at hvis medarbejdere skal overføre feriedage, skal der laves en skriftlig aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren (e-mail-bekræftelse er også tilstrækkelig) inden udgangen af december. Hvis der ikke indgås en aftale, skal de fem udestående feriedage udbetales til medarbejderen inden udgangen af marts det følgende år. Hvis medarbejderen ikke har været ansat i hele ferieåret, skal arbejdsgiveren modtage en skriftlig bekræftelse på, at de fem dage vedrører den femte ferieuge.

Hvis medarbejderne har været forhindret i at bruge feriedagene på grund af sygdom eller barsel/fædreorlov, vil de pågældende feriedage, der overstiger fem dage, blive overført til det næste år, og de fem dage vil blive udbetalt til medarbejderen, medmindre der laves en aftale om overførsel af alle dage.

Alle feriedage, der er overført fra tidligere år, kan fortsat overføres udover de nævnte fem dage. Igen her skal der hvert år være en skriftlig aftale om overførsel af feriedage. Hvis der ikke er en skriftlig aftale, skal feriegodtgørelsen udbetales til medarbejderen.

Bemærk desuden at eventuelle yderligere kontraktlige/særlige feriedage (såsom feriefridage) ikke er omfattet af ferieloven, og behandlingen af dem afhænger af den enkelte medarbejders ansættelseskontrakt. Hvis der indgås en fagforeningsaftale, kan særlige vilkår fremgå.

Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har spørgsmål til ovenstående.


Oversigt over optjeningsperioder:

  • Januar 2019 til 31. august 2019, samlet antal optjente dage i perioden
    = 16,64 dage (2,08 dage pr. måned x 8)
  • september 2020 til 31. august 2021, samlet antal optjente dage i perioden
    = 25 dage (2,08 dage pr. måned x 12)
  • Kun tilladt at overføre totalt = fem dage
  • (1. september 2019 til 31. august 2020, samlet antal optjente dage i perioden
    = 25 dage vedrørende overgangsåret, hvor ferieoptjeningen skal betales til en anden særlig feriefond (LD) i overensstemmelse med tidligere information, dvs. ingen af disse feriedage kan bruges af medarbejdere, og disse dage er ikke en del af ovenstående)