Lempelsesreglerne for omregistrering af iværksætterselskaber (IVS) blev vedtaget kort før jul 2020. Samtidig blev fristen for rettidig omregistrering forlænget med seks måneder.
Beslutningen om omregistrering skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen og følge de ”almindelige” procedurer (selskabets vedtægter skal ændres med hensyn til selskabsbetegnelse og størrelsen af selskabskapitalen).
Omregistreringen anses først for sket, når registreringen i Erhvervsstyrelsens IT-system (virk.dk) er på plads.
Hvad indebærer de nye regler?
De centrale ændringer omfatter nedenstående forhold:
- Fristen for at gennemføre omregistreringen er udskudt fra 15. april 2021 til 15. oktober 2021. Konsekvensen af manglende eller for sen omregistrering vil efter al sandsynlighed være tvangsopløsning af selskabet.
- Omregistreringen fra IVS til ApS forudsætter, at selskabskapitalen forhøjes til lovens minimumskrav, som er 40.000 kr. Et IVS med en registreret kapital på 1 kr. skal således forhøje selskabskapitalen med minimum 39.999 kr. Der er ikke længere krav om, at egenkapitalen skal udgøre 40.000 kr. på omregistreringstidspunktet.
- Det hidtidige krav om, at en vurderingsmand skal erklære, at kapitalen er til stede, medmindre dette fremgår af selskabets seneste reviderede årsregnskab, er ophævet.
Kapitalforhøjelsen
Selskabskapitalen kan forhøjes ved indskud af kontanter, ved apportindskud (andre værdier end kontanter) eller ved fondsudvidelse. Ved indskud af kontanter skal det dokumenteres, at pengene er overført til selskabet.
Ved apportindskud skal der udarbejdes en vurderingsberetning, der dokumenterer, at de indskudte aktiver har en værdi, der mindst svarer til det aftalte vederlag, herunder den pålydende værdi af de kapitalandele, der udstedes.
Ovenstående regler om omregistrering og kapitalforhøjelse er efter vores opfattelse med til at sikre en højere grad af både pålidelighed og robusthed for disse selskaber til glæde for virksomhedens interessenter.
I Grant Thornton står vi naturligvis til rådighed med rådgivning i forhold til omregistrering m.v.