Nyhed

Nye momsregler om fjernsalg træder i kraft 1. juli 2021 – Moms One Stop Shop (MOSS)

insight featured image
Contents

Fra den 1. juli 2021 ændres momsreglerne for fjernsalg, dvs. danske virksomheders salg af varer og ydelser til privatpersoner bosiddende i andre EU-lande. Fra denne dato sænkes fjernsalgsgrænsen markant, dvs. grænsen for hvornår danske virksomheder skal afregne moms af salg til privatpersoner i det land, hvor personen er bosiddende.

Virksomheder, som har et samlet årligt salg på over €10.000 om året til privatpersoner i andre EU-lande, skal efter 1. juli 2021 betale moms i deres kunders hjemlande. Efter samme dato skal langt flere virksomheder afregne udenlandsk moms. Er man under grænsen, kan man dog fortsat nøjes med at pålægge dansk moms på sine salg.
Hvis en virksomhed eksempelvis sælger varer til privatpersoner i Tyskland for €9.500 om året, for €250 i Sverige og €300 i Spanien, skal virksomheden betale moms i alle tre lande med deres gældende momssatser, da det samlede salg (€10.050) overstiger €10.000.

Heldigvis indføres der samtidig med ændringen en elektronisk løsning, hvorved man kan afregne momsen i de andre EU-lande. Allerede fra 1. april 2021 kunne virksomheder således lade sig registrere i det nye system, der hedder Moms One Stop Shop (MOSS). Registreringen sker hos Skattestyrelsen i Danmark.

MOSS betyder, at virksomhederne ikke behøver at lade sig momsregistrere i samtlige EU-lande, hvor de har private kunder, men i stedet kan angive og betale momsen i de forskellige lande via Skattestyrelsens Tast-Selv-løsning.

Dog betyder de nye regler også, at virksomhederne fra denne dato skal være i stand til at udstede fakturaer, som oplyser det pågældende lands momssats (og i visse tilfælde også overholde det pågældende lands fakturakrav), samt oprette en salgskonto til hvert EU-land, hvortil der skal afregnes moms.

Virksomheder, som alene er momsregistreret i andre EU-lande grundet reglerne om fjernsalg, kan fremover lade sig afregistrere for moms i disse lande.

Tilmelding samt yderligere information kan findes på dette link.


Hvis du har spørgsmål om, hvordan de nye regler påvirker dig og din virksomhed, så kontakt os.