insight featured image
Contents

Nye regler er på vej til danske virksomheder, der sælger varer til private i andre EU-lande.

Fra 1. juli 2021 bliver momsreglerne for salg til private i EU ændret, så moms på salg af både varer og ydelser til private i EU skal indberettes og betales i køberens land. Varesalget bliver dog alene omfattet af reglerne, hvis du som sælger, også direkte eller indirekte, står for transporten til kunden.

Der indføres tillige en beløbsgrænse på 10.000 euro, hvilket betyder, at hvis din virksomhed sælger for mindre end dette beløb til private i EU inden for et kalenderår, kan du fortsat nøjes med at indbetale momsen i Danmark. Du kan dog vælge at tilmelde dig ordningen uanset, om dit salg er under 10.000 euro om året.

Det vil sige, at danske virksomheder skal betale moms i alle de EU-lande, hvor de sælger varer og ydelser til private. Dette vil ske via Skattestyrelsens hjemmeside, Tast-Selv.

De nye regler betyder, at hvis du sælger varer til privatpersoner i andre EU-lande, behøver du ikke længere at bekymre dig om fjernsalgsgrænser mm. da du fremadrettet kan betale momsen i de pågældende lande via Skattestyrelsens hjemmeside i Danmark, og dermed undgå at skulle momsregistreres i dine kunders lande, som det er tilfældet efter de nugældende regler, når du overskrider fjernsalgsgrænsen.

Samtidig ophæves den nugældende momsfritagelse for varer, som importeres fra tredjelande, hvilket betyder at private skal betale moms ved import af varer fra første krone. I dag er varer med en værdi under 80 kroner fritaget for moms.


Væsentligste forhold:

  • Fra 1. juli 2021 gælder One Stop Shop ordningen både for varer og ydelser.
  • Fra 1. juli 2021 bliver der lagt moms på import fra lande uden for EU fra første krone.
  • Fra 1. april 2021 bliver det muligt for virksomheder, som ikke allerede er omfattet af One Stop Shop at registrere sig på Tast Selv.
  • Virksomheder, der allerede er en del af One stop moms, bliver automatisk en del af den nye Moms One Stop Shop-ordning.


Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.