COVID-19

Ny kompensationsaftale til barer, restauranter og caféer

Regeringen præsenterede den 18. september 2020 nye, landsdækkende restriktioner, som kræver at restauranter, barer og caféer skal lukke kl. 22. Den 20. september præsenterede Erhvervsministeriet så en ny aftale om kompensation til de berørte virksomheder.


I genåbningen af Danmark fik restauranter, barer og caféer i første omgang lov til at have åbent til kl.22, senere kl. 24 og så kl. 02. Efter flere uger med en stigning i smittetallet, blev åbningstiden indskrænket til kl. 24 igen, og den 17. september blev de hårdest ramte kommuner så indskrænket yderligere til kl. 22. Fredag den 18. september meddelte Statsministeren, at restriktionerne på åbningstiderne nu gjaldt hele landet.

På denne baggrund forhandlede Erhvervsministeriet og en række af Folketingets partier sig den 20. september frem til en ny aftale om kompensation til landets restauranter, barer og caféer, som oplever store negative konsekvenser ved den begrænsede åbningstid.

Den nye kompensationsordning gælder med tilbagevirkende kraft fra 19. august, hvor de første tidsbegrænsede indskrænkninger trådt i kraft, og frem til den 31. oktober 2020 med mulighed for forlængelse.
 

Kompensation for faste omkostninger

I den nye kompensationsordning gælder, at ordningen følger modellen i den eksisterende kompensationsordning for faste omkostninger, hvis:

  • Virksomheden kan dokumentere, at de begrænsede åbningstider rammer virksomhedens normale åbningstider
  • Virksomheden kan dokumentere omsætningsnedgang på mindst 35 % relateret til de begrænsede åbningstider i perioden, hvor nedlukningen finder sted


Ansøgningskrav og referenceperiode

  • Referenceperioden om omsætningsnedgangen vil være den tilsvarende periode i 2019, medmindre der gælder særlige omstændigheder såsom barsel, hvormed der åbnes for en alternativ referenceperiode.
  • Restauranter, caféer og barer skal endvidere været registreret i CVR og kompensationen må ikke overstige den nominelle nedgang i omsætning i virksomheden.
  • Såfremt det, grundet de indskrænkede åbningstider, ikke er rentabelt for mindre virksomheder med maksimalt fem ansatte at holde åbent længere, kan virksomhederne se sig omfattet af adgangen til fuldstændig nedlukning og blive kompenseret med 90 % af de faste omkostninger.
  • Har virksomheden tidligere søgt om kompensation for faste omkostninger, kan den tidligere revisorerklæring anvendes. Kravet om revisorerklæring kan lempes, hvis der ikke tidligere er ansøgt, og ansøgningsperioden er under en måned.


Kompensation til selvstændige

I den nye kompensationsaftale indgår også en kompensation til selvstændige virksomhedsejere af barer, restauranter eller caféer, som gives adgang til at søge kompensation efter den eksisterende kompensationsordning for selvstændige ud fra følgende kriterier:

  • Den selvstændige kan dokumentere at virksomheden er ramt af de indskrænkede åbningstider ift. normale åbningstider
  • Det kan dokumenteres, at der er omsætningsnedgang på min. 30 % grundet de indskrænkede åbningstider, som dog som minimum skal være over en periode på 14 dage. Denne periode opgøres forholdsmæssigt i forhold til samme periode sidste år.

Ansøgningskrav og referenceperiode

  • Referenceperioden om omsætningsnedgangen vil være den tilsvarende periode i 2019, medmindre der gælder særlige omstændigheder såsom barsel, hvormed der åbnes for en alternativ referenceperiode.
  • Virksomheden skal endvidere været registreret i CVR.
  • Kompensationen udgør 90 % af omsætningstabet, dog maksimalt et beløb svarende til 23.000 kr. pr. måned.

Yderligere kompensation i den nye aftale

Aftaleparterne har ydermere tilføjet til ordningen, at barer restauranter og caféer, som må udskyde eller væsentligt ændre arrangementer grundet de indskrænkede åbningstider, kan få kompensation.

Derudover har regeringen noteret sig, at aftalerne om arbejdsfordeling og lønkompensation kan anvendes for virksomheder berørt af de indskrænkede åbningstider.

 

Har du spørgsmål til den nye aftale, er du altid velkommen til at kontakte os.