article banner
Nyhed

Investorfradrag skal sikre kapital til vækstvirksomheder

Danmarks mange små og mellemstore virksomheder (SMV’er) bliver velfortjent kaldt for rygraden af dansk økonomi, da op mod 99 % af private virksomheder i Danmark falder inden for SMV-kategorien. Men hos mange af virksomhederne findes der ambitioner om noget langt større, som ikke kan indfries grundet manglende kapitalmuligheder.

Det er baggrunden for det investorfradrag, der blev vedtaget i Folketinget d. 18. december 2018. Det sikrer fradrag til investorer, der køber aktier eller anparter i unoterede danske virksomheder, som befinder sig i en opstarts- eller vækstfase.

På den måde skal virksomhederne sikres lettere adgang til risikovillig kapital, så de får bedre mulighed for at vokse – på omsætning, medarbejdere og ambitioner.


Alle investorer kan nyde godt af investorfradraget

Det er ikke kun spændende nyt for virksomhederne, men også for både nuværende og potentielle investorer, der kan se mulighederne i at investere i dygtige og ambitiøse virksomheder. Investorfradraget er gældende uanset, om selve investeringen viser sig at være en god eller dårlig forretning.

Reglerne for investorfradraget tager samtidig højde for, at man ikke opnår et fradrag ved at investere i sig selv. Der opnås ikke fradrag, hvis man investerer i selskaber, hvor man selv eller den nærmeste familie i forvejen ejer aktier. 

Sælger man aktierne igen, beskattes fortjenesten, ligesom der opnås fradrag for et eventuelt tab. Udover beskatning af fortjeneste eller fradrag for tab bibeholder aktionæren det oprindelige investorfradrag.


Rygstød til danske erhvervsdrømme

Virkelysten i Danmark er stor, og mange danskere drømmer om at skabe den næste store erhvervssucces. Men drømmene kan som regel først veksles til virkelighed, når der er penge til at udvikle idéerne. Derfor kan et investorfradrag blive et interessant rygstød til de mange danske iværksættere, der indimellem kan have svært ved at indfri deres ambitioner grundet manglende kapital.

Går du som investor og overvejer, hvor din næste investering skal placeres? Eller ønsker du som virksomhed at få et overblik over dine muligheder for at sikre dig risikovillig kapital? Så kontakt os for at få en snak om netop din situation.

Ønsker du at blive endnu klogere på investorfradraget, hvilke selskaber det omfatter, og hvornår en virksomhed kan regnes for at være i en opstarts- eller vækstfase? Så læs videre om investorfradragets detaljer herunder.
 

Hvilke selskaber?

Der stilles en række betingelser til selskabet, før tegning af aktier giver adgang til investorfradrag.

Investorfradraget opnås ved tegning af aktier i:

  • Danske selskaber (eller visse udenlandske selskaber, der driver virksomhed med fast driftssted i Danmark), der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet
  • Et selskab, der befinder sig i en opstarts- eller vækstfase
  • Et selskab, der ikke er en pengetank (passiv kapitalanbringelse)
  • Et selskab, der beskæftiger under 250 personer og har en årlig omsætning på højst 50 mio. euro eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. euro
  • Et selskab, der ikke i de seneste tre år har foretaget udlodninger mv., der samlet overstiger selskabets regnskabsmæssige resultat efter skat i de seneste tre regnskabsår.

 

Opstarts- eller vækstfase

Et selskab anses for at befinde sig i en opstartsfase, hvis det har været aktivt på et marked i mindre end 7 år efter sit første kommercielle salg.

Et selskab anses for at være i en vækstfase, hvis det har brug for et første kapitalindskud, som er større end 50 % af den gennemsnitlige årsomsætning i de foregående fem år, beregnet på grundlag af en forretningsplan, der er udarbejdet med henblik på at trænge ind på et nyt produktmarked eller geografisk marked.

Der skal afgives en revisorerklæring om, hvorvidt selskabet opfylder betingelserne om opstarts- eller vækstfase, inden aktietegningen foretages.


Investorfradraget

Investorfradraget udgør 0,59 gange aktiernes anskaffelsessum, dog maksimalt en anskaffelsessum på 400.000 kr. pr. år i indkomstårene 2019-2022. Fra og med 2023 er beløbet maksimeret til 800.000 kr. pr. år Hvis investors anskaffelsessum er højere end de 400.000 kr. respektive 800.000 kr., opnås ikke fradrag for den yderligere anskaffelsessum.

Investorfradrag er et ligningsmæssigt fradrag og har dermed en fradragsværdi på cirka 25,6 %.

Ved tegning af aktier med en anskaffelsessum på 400.000 kr. udgør fradraget 236.000 kr. (400.000 kr. x 0,59), og der opnås dermed en skattebesparelse på 60.416 kr. (236.000 kr. x 25,6 %).

Som anført indledningsvis gælder investorfradraget ikke ved tegning af aktier i et selskab, hvor personen eller dennes nærmeste familie er aktionær. Der gælder en enkelt undtagelse hertil, nemlig hvor der er udarbejdet en forretningsplan for et selskab i vækstfasen, hvor der successivt skal tilføres kapital.

Eksempel på investorfradraget

For en investor, der køber aktier for 400.000 kroner, kan effekten af de nye regler illustreres således:

Salgssum for aktier

0 kr.

500.000 kr.

1.000.000 kr.

Skat ved køb (investorfradrag)

-60.400 kr.

-60.400 kr.

-60.400 kr.

Skat ved salg (skat af gevinst/tab)

-168.000 kr.

42.000 kr.

+252.000 kr.

Samlet skat

-228.400 kr.

-18.400 kr.

191.600 kr.

Investorfradraget er beregnet med en skatteværdi på 25,6 %, mens skatten af den negative/positive aktieindkomst er beregnet med 42 %. Sidstnævnte forudsætter, at investoren har anden aktieindkomst.

I første eksempel får investoren dækket 57,1 % af tabet via skatten. I det andet eksempel får investoren 18.400 kr. tilbage i skat samlet set – uanset om han har tjent 100.000 kr. på investeringen. Lykkes det investoren at opnå en gevinst på 600.000 kr. af det investerede beløb, skal der samlet kun betales 19,16 % i skat af denne.

Genbeskatning af investorfradrag

Der skal ske genbeskatning af et opnået investorfradrag, hvis aktierne afstås inden en ejertid på tre år. Dog skal der ikke ske genbeskatning, hvis personen afstår samtlige sine aktier i det pågældende selskab, og afståelsessummen med tillæg af modtaget udbytte ikke overstiger 50 % af aktiernes anskaffelsessum.

Selv om aktierne ikke afstås, skal der ske genbeskatning, hvis selskabets virksomhed inden for en periode på tre år efter erhvervelsen af aktierne, overgår til passiv kapitalanbringelse (pengetankvirksomhed).
                                                                    

Investorfradragsfonde

Som en del af den nye lov, er der indført en særlig type alternativ investeringsfond, en investorfradragsfond, hvis investeringspolitik er at investere i selskaber, der giver ret til investorfradrag.

Fysiske personer kan i stedet for selv at forestå investeringen i aktier vælge at foretage et kontant indskud i en investorfradragsfond. Det årlige maksimum for investering vil da kun udgøre 125.000 kr. pr. år i indkomstårene 2019-2022 og fra og med 2023 en maksimal årlig investering på 250.000 kr.