Publikation

Skat og moms på biler 2023

Hænder på rat i bil
I vores årlige publikation ’Biler – skat og moms’ finder du svar på alt det du skal vide omkring skatte- og momsregler vedrørende firmabil og kørsel i privatbil.
Contents

Oversigt over indhold i publikationen 'Biler – skat og moms 2023'

 

Gulpladebiler

Gulpladebiler kan efter såvel momsreglerne som skattereglerne opdeles i almindelige gulpladebiler og specialindrettede biler. Forskellen på almindelige gulpladebiler og specialindrettede biler er, at
specialindrettede biler ikke er et alternativ til en privat bil, fordi der i realiteten er tale om et rullende værksted, der gør bilen uegnet til privat brug.

Når en gulpladebil anvendes 100 % erhvervsmæssigt, har virksomheden fuld fradragsret for moms af bilens anskaffelsespris og driftsudgifter, og den medarbejder, der anvender bilen, skal ikke
beskattes af fri bil.

Der kan som udgangspunkt ikke køres privat i gulpladebiler, uden at det får moms- og skattemæssige konsekvenser for virksomheden og den medarbejder, som anvender bilen til
privat kørsel . For så vidt angår specialindrettede biler, er det dog i et vist omfang muligt at køre privat. Endvidere kan privat kørsel foretages efter køb af et dagsbevis.

I dette kapitel  kan du bl.a. læse om, hvornår en bil er specialindrettet eller en almindelig gulpladebil, samt læse moms- og skattereglerne ved anvendelse af henholdsvis almindelige gulpladebiler og specialindrettede biler.

 

Almindelige firmabiler

Firmabil, der er til rådighed for privat kørsel, er et skattepligtigt personalegode. Det er selve rådighedsretten, der beskattes, og omfanget af den private kørsel i bilen er derfor uden
betydning.

For biler på hvide plader giver selve rådigheden over bilen uden for normal arbejdstid en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel. Det samme gælder gulpladebiler,
hvor arbejdsgiveren har betalt moms ved anskaffelsen og privatbenyttelsesafgift. For at undgå beskatning af fri bil skal der som minimum oprettes en skriftlig aftale mellem arbejdsgiveren og
medarbejderen om, at firmabilen ikke må anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde, der normalt anses for at være privat kørsel. Arbejdsgiveren har pligt til at sikre sig, at aftalen overholdes ved at kontrollere, at udgifter til benzin og service svarer til den erhvervsmæssige kørsel.

I dette kapitel kan du bl.a. læse om rådighedsbeskatning af medarbejdere og hovedaktionærer i forbindelse med fri bil.

 

Egen bil

Ved egen bil forstås en bil, der er indregistreret i ejerens navn, men egen bil omfatter dog også en bil, der ejes af ægtefælle eller samlever, når de har fælles økonomi. En leaset bil, hvor leasingtager selv afholder alle udgifter til bilen, betragtes i relation til skattereglerne også som egen bil. Endelig godkendes det, at der er tale om egen bil, hvor en bil eksempelvis er indregistreret i en forælders navn, hvis barnet kan dokumentere, at vedkommende er den reelle ejer af bilen, det vil sige har finansieret købet af bilen og afholder de løbende driftsudgifter.

En firmabil er derimod ikke egen bil, og det gælder, uanset hvem af ægtefællerne der måtte køre i den.

Ved erhvervsmæssig kørsel i egen bil kan arbejdsgiveren udbetale skattefri kørselsgodtgørelse til medarbejderen for de erhvervsmæssigt kørte kilometer.

I dette kapitel kan du bl.a. læse om 60-dages-reglen, satser for befordringsfradrag i 2022 og satser for skattefri kørselsgodtgørelse i 2022. 

 

Valget mellem firmabil og egen bil

Mange virksomheder har indført en ordning med fleksibel løn, som giver den enkelte medarbejder mulighed for at vælge firmabil mod en lønnedgang, som helt eller delvist svarer til virksomhedens budgetterede omkostninger til firmabilen.

Men er det fordelagtigt at få en firmabil – eller er egen bil i virkeligheden at foretrække?

I dette kapitel kan du læse om nogle af de overvejelser både virksomheden og medarbejderen skal tage med i deres overvejelser. 

 

Selvstændigt erhvervsdrivende

Den skattemæssige behandling af en bil, der anvendes til både erhvervsmæssig og privat kørsel (en blandet benyttet bil), afhænger af, om den selvstændigt erhvervsdrivende anvender virksomhedsordningen eller ej – og i givet fald, om bilen indgår i virksomhedsordningen eller holdes uden for virksomhedsordningen.

Skatterådet har truffet en afgørelse, der siger, at praksis om splitleasing ikke kan anvendes i relation til virksomhedsordningen og den selvstændigt erhvervsdrivende. Det er altså ikke muligt at indgå en leasingkontrakt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel og dermed undgå beskatning af fri bil.

I dette kapitel kan du læse om de skattemæssige konsekvenser ved at bilen indgår i virksomhedsordningen eller holdes udenfor. 

Nyhedsbrev

Få de seneste nyheder fra Grant Thornton

Få tilsendt publikationer, nyheder og gode råd om skat, moms, afgifter, revision og regnskab og vær den første til at modtage invitationer til vores aktuelle events.