Derfor skal du altid tænke skat ind i generationsskiftet

Skat

Skatten kan være forskellen på et vellykket generationsskifte og en generationsskifteplan, der går i vasken.

Når en familieejet virksomhed skal videre til næste generation, fylder spørgsmål om ledelse, ejerskab og arv naturligt meget. Men i praksis kan også skatten spille en væsentlig rolle for, om generationsskiftet kan gennemføres på en bæredygtig måde.

Uden en klar skattemæssig plan risikerer du, at overdragelsen enten bliver for dyr, for rigid eller for risikabel til, at familien tør gennemføre den. Derfor tager vi her et kig på de vigtigste skattemæssige faktorer i et generationsskifte.

Når skatten udløses, før pengene er tjent

Det grundlæggende problem i mange generationsskifter er timing. Når virksomheden overdrages, udløses der som udgangspunkt skat af den avance, der er opbygget gennem årene.

Skatten skal betales med det samme, selv om næste generation først skal til at skabe indtjeningen fremover. Hvis der ikke er likviditet til at betale skatten, kan det tvinge den overtagende part til at trække penge ud af virksomheden eller optage lån, og det kan svække driften.

Her kan skattemæssig succession være en løsning. Ved skattemæssig succession udskydes beskatningen, og den latente skat overtages af næste generation.

Men succession er ikke et standardværktøj. Det kan kun bruges, hvis en række betingelser er opfyldt. Derudover skal strukturen være tilrettelagt rigtigt, så blandt andet pengetanksreglen kan opfyldes.

Skat, afgift og værdiansættelse skal spille sammen

Samtidig har de nye generationsskifteregler gjort samspillet mellem indkomstskat, bo- og gaveafgift og værdiansættelse mere komplekst, men også mere interessant.

Nedsatte afgiftssatser for erhvervsaktiver og mulighed for skematisk værdiansættelse kan gøre det langt billigere og mere forudsigeligt at overdrage en virksomhed til næste generation.

Men det kræver, at man planlægger strukturen og tidspunkterne, så betingelserne er opfyldt, og modellerne kan bruges. Det er derfor sjældent tilstrækkeligt blot at vælge succession eller gaveoverdragelse som enkeltstående løsninger.

Den rigtige model opstår ofte først, når man ser på hele pakken: virksomhedens sammensætning af aktiver, pengetanksforhold, familiens ønsker til ejerfordeling, behovet for likviditet og mulighederne for at kombinere succession med omstrukturering og de nye afgiftsregler.

5 skattemæssige knaster du skal have styr på

Inden du lægger dig fast på en model, bør du som minimum få belyst:

  1. Pengetanksreglen
    Hvor stor en del af virksomhedens aktiver er placeret i kontanter, værdipapirer eller passiv udlejning, og spænder det ben for succession eller nedsat afgift?

  2. Selskabsstruktur og aktiver
    Er der behov for omstrukturering, for eksempel spaltning af drifts- og investeringsaktiver, før generationsskiftet gennemføres?

  3. Gave, arv eller køb
    Skal overdragelsen ske helt eller delvist som gave, arv eller køb, og hvordan påvirker prisnedslag, passivposter og finansiering både skat og familiebalancen?

  4. Ejendomme og goodwill
    Hvordan værdiansættes ejerens og virksomhedens ejendomme, immaterielle rettigheder og goodwill, og hvilke skattemæssige konsekvenser kan det få?

  5. Personlig beskatning hos generationerne
    Hvordan beskattes den nuværende ejer af salget, og hvordan beskattes den næste generation af afkastet fremover, herunder ved brug af holdingselskaber?

Skattemæssig planlægning er også konfliktforebyggelse

Skattemæssige spørgsmål handler ikke kun om tal og paragraffer. De handler i høj grad også om forventningsafstemning og fordeling af byrder og gevinster mellem generationer.

Hvis den latente skat, prisnedslag og eventuelle passivposter ikke er gennemtænkt, kan det senere give konflikter i familien om, hvem der har betalt hvad, og hvem der har fået “mest”.

En gennemtænkt skattemæssig model gør det tydeligt, hvilke økonomiske forpligtelser der følger med for både den, der giver slip, og den, der overtager. Det skaber ro om ejerskiftet og reducerer risikoen for, at skattebetalinger eller uventede afgiftskrav kommer til at dominere familiens samtaler i årevis efter overdragelsen.

Har du brug for rådgivning?

Hos Grant Thornton arbejder vi derfor med skatten som en integreret del af hele generationsskifteplanen. Målet er at skabe en løsning, hvor både skatteregler, virksomhedens økonomi og familiens ønsker spiller sammen, så generationsskiftet kan gennemføres på et solidt og langsigtet grundlag.