Afgørelse gør det nemmere at bevare forskerordning ved jobskifte

Afgørelse gør det nemmere at bevare forskerordning ved jobskifte

Landsskatteretten giver fritstillede medarbejdere på forskerordningen større frihed til at skifte job.

En afgørelse fra Landsskatteretten ændrer på den hidtidige praksis for forskerordningen ved jobskifte under fritstilling.

Hvis du er fritstillet og får nyt job hos en anden dansk arbejdsgiver, kan du som udgangspunkt fortsætte på forskerordningen, selv om der formelt er overlap mellem ansættelserne.

Samlet set markerer afgørelsen et skifte fra en meget formel fortolkning til en mere praksisnær tilgang, hvor den reelle jobmæssige situation vejer tungere end de tekniske fratrædelsesdatoer.

Kort om sagen

Sagen udspringer af en afgørelse fra Landsskatteretten i december 2025 og handler om en medarbejder, der var ansat på forskerordningen hos en dansk arbejdsgiver.

Medarbejderen blev opsagt og fritstillet, men modtog fortsat løn frem til udløbet af opsigelsesperioden den 31. marts 2025.

Under fritstillingen fik medarbejderen tilbudt et nyt job hos en anden dansk arbejdsgiver med tiltrædelse den 21. januar 2025. Ønsket var at fortsætte på forskerordningen i den nye stilling.

Det afviste Skattestyrelsen.

Skattestyrelsens udgangspunkt: Overlap i job spærrer for forskerordningen

Efter styrelsens opfattelse ophørte den gamle ansættelse først den 31. januar, fordi både fritstilling og lønudbetalinger løb til denne dato. Når det nye job begyndte den 21. januar, var der dermed et overlap mellem to ansættelser.

På den baggrund mente Skattestyrelsen, at reglerne om jobskifte inden for én måned i kildeskattelovens § 48 F ikke kunne anvendes, og at forskerordningen derfor ikke kunne fortsætte i det nye ansættelsesforhold.

Men Landsskatteretten nåede til den modsatte konklusion og gav medarbejderen medhold.

Landsskatterettens afgørelse: Overlap i job annullerer ikke forskerordning

I Landsskatterettens afgørelse lægger de vægt på den faktiske beskæftigelse. Når en medarbejder er fritstillet, er medarbejderen i praksis færdig med at arbejde for den tidligere arbejdsgiver. Arbejdspligten ophører, og perioden skal bruges på at finde et nyt job, selv om lønnen stadig bliver udbetalt.

Landsskatteretten fastslår, at det afgørende er, om det nye job reelt træder i stedet for det gamle, og om der højst er én måneds mellemrum mellem ansættelsesforholdene. Et kort, formelt overlap, som alene skyldes fritstilling og fortsat løn, afskærer ikke i sig selv medarbejderen fra at anvende forskerordningen ved jobskifte.

I den konkrete sag betød det, at den fritstillede medarbejder kunne bruge reglerne om jobskifte uden afbrud i kildeskattelovens § 48 F og fortsætte på forskerordningen i det nye job, forudsat at de øvrige betingelser er opfyldt.

Hvad betyder det i praksis?

Skattestyrelsen har i maj 2026 bekræftet, at de ikke påklager afgørelsen. Dermed skaber afgørelsen i praksis større fleksibilitet for medarbejdere på forskerordningen, der står i et jobskifte under fritstilling.

Det betyder, at ansatte på forskerordningen i mange tilfælde kan tiltræde et nyt job hos en dansk arbejdsgiver, mens de stadig får løn fra den tidligere arbejdsgiver, uden at det automatisk koster forskerordningen alene på grund af datooverlap mellem ansættelserne.

De generelle betingelser for forskerordningen, herunder krav til lønniveau og tidligere skattepligt til Danmark, er uændrede og skal fortsat være opfyldt.

Har du brug for rådgivning?

Er du på forskerordningen og i tvivl, om du kan bevare ordningen efter et jobskifte? Hos Grant Thornton kan vi hjælpe dig med at gennemgå din konkrete situation, lokalisere muligheder og sammen sikre, at dit jobskifte tilrettelægges bedst muligt.