Skat og moms

Acontoskat 2026: Husk fristen for betaling af anden rate

Næste frist for at betale acontoskat er den 20. november, og for selskaber er det nu, der bør ses på, om acontoskatten fortsat matcher årets forventede resultat.

Mange selskaber betaler den ordinære acontoskat uden at overveje, om beløbet stadig afspejler selskabets aktuelle indtjening. Det kan være en dyr fejl.

Er årets acontoskat sat for lavt, kan selskabet ende med en restskat med tillæg. Og er den sat for højt, bliver unødig likviditet bundet i selskabet.

Den 20. november 2026 falder næste indbetalingsfrist, og det kan derfor være en god anledning til at vurdere, om den forventede skat for året fortsat matcher de planlagte indbetalinger.

I denne artikel tager vi dig med rundt om acontoskatten og de vigtigste frister for 2026 og 2027.

Hvad er acontoskat?

Acontoskat er en selskabsskat, som danske selskaber og visse fonde og foreninger betaler forud i løbet af indkomståret.

Når skatten betales i takt med, at overskuddet tjenes, undgår selskabet at stå med en stor samlet regning bagefter, og det undgår også at skulle betale restskattetillæg.

Hvordan udregnes acontoskatten?

Skattestyrelsen fastsætter den ordinære acontoskatterate baseret på 50 % af de gennemsnitlige selskabsskatter i de seneste tre kendte indkomstår. For indkomståret 2026 tager beregningen dermed udgangspunkt i indkomstårene 2022, 2023 og 2024.

Ud fra det grundlag vil selskaber, som indtjeningsmæssigt er på niveau med tidligere år, få en betydelig restskat, hvis de ikke foretager frivillig indbetaling.

For selskaber i en sambeskatningskreds bliver beløbet beregnet på sambeskatningsniveau. Det gør det særligt relevant at overveje, om der er behov for regulering af acontoskatten.

Frister for indbetaling af acontoskatten

Frivillig indbetaling af acontoskat for indkomståret 2026 kan foretages frem til følgende frister:

  • 20. marts 2026 (1. rate – fradrag på 0,7 %)

  • 20. november 2026 (2. rate – tillæg på 0,7 %)

  • 1. februar 2027 (3. rate, en ekstra frivillig indbetalingsmulighed – tillæg på 1,3 %)

Vær opmærksom på, at de anførte procentsatser er baseret på tillægssatserne for 2025. Satserne for 2026 er endnu ikke offentliggjort.

Selskaber kan indberette og betale acontoskat på skat.dk her: Betal acontoskat for selskaber m.fl.

Hvordan betaler man acontoskat?

For at betale acontoskatten er det vigtigt først at registrere den frivillige indbetaling via TastSelv. Herefter modtager selskabet en betalingslinje.

Betaler selskabet beløbet uden brug af betalingslinjen, er der risiko for, at betalingen ikke knyttes til acontoskatten, som dermed risikerer at blive tilbagebetalt.

Betaling uden brug af betalingslinjen betyder, at den frivillige indbetaling ikke bliver registreret, og at selskabet/sambeskatningen ikke kan undgå skattetillægget. 

Forkert acontoskat kan koste dyrt

Den betalte acontoskat modregnes i den endelige selskabsskat, når årsopgørelsen foreligger.
Er der betalt for lidt, opstår der restskat samt skattetillæg. Er der betalt for meget, får selskabet et tilgodehavende samt en skattegodtgørelse. I 2025 var godtgørelsen 2,8 %.

Selskaber med ændringer i indtjening, aktivitet eller koncernstruktur bør derfor løbende følge den forventede skattebetaling. Det kan reducere risikoen for både en større restskat og et betydeligt restskattetillæg. I 2025 var tillægget 6,8 %.

Selskaber kan regulere acontoskatten

Forventer selskabet en højere skattepligtig indkomst end den, der ligger til grund for den ordinære acontoskat, kan I foretage en frivillig indbetaling.

Omvendt kan I sætte acontoskatten ned, hvis I vurderer, at den er sat for højt. Selskaber skal registrere ændringen via TastSelv senest på betalingsfristen. Opstår behovet senere, kræver det, at Skattestyrelsen bliver involveret.

Har du brug for hjælp til beregninger og estimater?

Det kan være vanskeligt at vurdere, om den beregnede acontoskat fortsat afspejler selskabets forventede skattebetaling.

Grant Thorntons skatteafdeling kan hjælpe med at beregne den forventede selskabsskat, udarbejde estimater og vurdere, om frivillig indbetaling eller nedsættelse er relevant før fristen den 20. november 2026.