Artikel

Hvad er seniorpræmie?

Senior-medarbejder featured
Hvis du fortsætter med at arbejde, efter du er nået folkepensionsalderen, og du er født den 1. januar 1954 eller senere, kan du have ret til skattefri seniorpræmie. Vi ser nærmere på, hvad seniorpræmie er, og hvilke betingelser du skal opfylde for at have ret til skattefri seniorpræmie.

Seniorpræmie er et skattefrit engangsbeløb, som du har mulighed for at få udbetalt, hvis du fortsætter med at arbejde, efter du er nået folkepensionsalderen. Du skal dog være født den 1. januar 1954 eller senere for at kunne få seniorpræmien.

Afhængigt af hvor længe du fortsætter med at arbejde, har du mulighed for at få enten ét eller to beløb i skattefri seniorpræmie:

  • Hvis du arbejder i det første år, efter du er nået folkepensionsalderen, og du opfylder de øvrige betingelser, kan du få et engangsbeløb på 45.415 kr. (2023) / 46.868 kr. (2024) i seniorpræmie.
  • Hvis du arbejder i det andet år, efter du er nået folkepensionsalderen, og du opfylder de øvrige betingelser, kan du få et engangsbeløb på 27.033 kr. (2023) / 27.898 kr. (2024) i seniorpræmie.

Hvis du opfylder betingelserne for at få seniorpræmie, vil du modtage det gældende engangsbeløb for det år, hvor din optjeningsperiode slutter.

 

Kan jeg få skattefri seniorpræmie?

Der gælder forskellige regler for seniorpræmien alt efter, om du arbejder det første og/eller det andet år, efter du er nået folkepensionsalderen, og om du er lønmodtager eller selvstændig.

 

Arbejde det første år

Hvis du arbejder det første år, efter du har nået folkepensionsalderen, har du ret til skattefri seniorpræmie, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • Du er født den 1. januar 1054 eller senere.
  • Du har mindst 1.560* løntimer de første 12 måneder, efter du er nået folkepensionsalderen. Det svarer til et gennemsnit på 30 arbejdstimer om ugen. Vælger du at arbejde fuldtid i optjeningsperioden – dvs. 37 timer – kan du optjene de 1.560 løntimer på kortere tid.

*Særregler
Er du født mellem 1. januar 1954 og 30. juni 1954, gælder der særregler for din optjening af løntimer. Hvis du er født i denne periode, skal du kun have haft 1.040 løntimer – dvs. et gennemsnit på 20 arbejdstimer om ugen – de første 12 måneder, efter du er nået folkepensionsalderen. Særreglerne er indført på grund af COVID-19.

 

Arbejde det andet år

Hvis du også arbejder det andet år, eller du måske først begynder at arbejde det andet år, efter du er nået folkepensionsalderen, har du ret til skattefri seniorpræmie, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • Du er født den 1. januar 1954 eller senere.
  • Du har mindst 1.560 løntimer fra 13-24 måneder, efter du er nået folkepensionsalderen. Det svarer til et gennemsnit på 30 arbejdstimer om ugen.

 

Seniorpræmie som lønmodtager

Er du lønmodtager, og opfylder du de ovennævnte krav, får du automatisk udbetalt din seniorpræmie omkring et år efter, du er nået folkepensionsalderen. Udbetalingen kan tidligst ske to måneder, efter optjeningsperioden er slut.

Har du løntimer i et andet EU-/EØS-land, Schweiz og/eller Storbritannien, skal du være fuldt skattepligtig i Danmark for at få seniorpræmie. Her skal du søge om seniorpræmie på borger.dk.

 

Seniorpræmie som selvstændig

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, skal du søge om seniorpræmie på borger.dk. Du kan først søge et år efter, du er nået folkepensionsalderen.

Derudover har din virksomhedsform også betydning for din seniorpræmie:

  • Virksomhed: Er du selvstændig med en erhvervsmæssig virksomhed, har du mulighed for at få seniorpræmie på baggrund af overskuddet i din virksomhed. Overskuddet kan først medregnes i opgørelsen af dine løntimer, når det fremgår af din årsopgørelse.
  • Selskab: Ejer du et selskab, har du mulighed for at få seniorpræmie på baggrund af den A-indkomst, du udbetaler til dig selv. Din A-indkomst kan medregnes i opgørelsen af løntimer, hvis du har afgørende indflydelse i selskabet – dvs. hvis du ejer mindst 50 % af selskabskapitalen eller mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi.

Har du overskud fra selvstændig virksomhed i et andet EU-/EØS-land, Schweiz og/eller Storbritannien, skal du være fuldt skattepligtig i Danmark for at få seniorpræmie.

Beregn, hvornår du kan få udbetalt din seniorpræmie.

 

Få hjælp og rådgivning hos Grant Thornton

Hvis du fortsætter med at arbejde, efter du er nået folkepensionsalderen, har du mulighed for at få udbetalt skattefri seniorpræmie, hvist du opfylder de rette betingelser.

Har du spørgsmål, eller er du i tvivl, om du opfylder betingelserne for at få skattefri seniorpræmie? Kontakt os og hør, hvordan vores revisorer kan hjælpe dig.