
Den 26. februar 2025 præsenterede EU-Kommissionen et omfattende forslag – Omnibus-pakken – som skal forenkle flere af de centrale regelsæt i EU’s grønne omstilling.
Forslaget vedrører tre hovedområder:
- CSRD – direktivet om bæredygtighedsrapportering
- CSDDD – direktivet om ansvarlig virksomhedsadfærd
- EU-taksonomien
Målet er klart: At reducere bureaukratiet, særligt for små og mellemstore virksomheder, og samtidig skabe mere smidige rammer for bæredygtighedsrapportering i EU.
CSRD: Mindre scope, færre krav
Hvis Omnibus-forslaget vedtages, vil det ændre flere centrale elementer i CSRD:
-
Stramning af scope
Kun virksomheder med over 1.000 ansatte og enten mere end 50 mio. euro i omsætning eller 25 mio. euro i balancesum vil være omfattet. Det vil reducere antallet af virksomheder i scope med op mod 80 %. -
Begrænsning i værdikædekrav
Store virksomheder vil fremover kun kunne kræve ESG-data fra mindre virksomheder svarende til niveauet i VSME-standarden – ikke fuld ESRS. -
Udsættelse af krav
Virksomheder i bølge 2 og 3 får to års forlænget frist til at leve op til rapporteringskravene. -
Færre udvidelser
Kommissionens mulighed for at indføre branchespecifikke standarder eller stille krav om højere revisorerklæringsniveau fjernes.
EU-taksonomien: Forenkling og mere fleksibilitet
Også taksonomi-reglerne bliver foreslået ændret:
-
Kun de største virksomheder omfattes
Kun virksomheder omfattet af CSDDD skal rapportere, men CSRD-virksomheder kan vælge at rapportere frivilligt. -
Delvis overensstemmelse
Der åbnes mulighed for at rapportere på aktiviteter, der kun delvist er i overensstemmelse med taksonomien – som en blødere overgang. -
Finansiel væsentlighed
Der indføres tærskelværdi for, hvornår taksonomien skal bruges i ESG-rapporteringen. -
Færre skabeloner og datafelter
Antallet af rapporteringsskabeloner og datakrav reduceres. -
Simplificering af DNSH-kriterier
Kravene om ikke-væsentlig skade forenkles, særligt inden for forurening og kontrol. -
Justering af nøgletal
Grønne nøgletal som Green Asset Ratio (GAR) forenkles for finansielle virksomheder.
Der er åbnet for offentlig høring på ændringerne i EU-taksonomien frem til 26. marts 2025.
CSDDD: Mere realistiske krav til due diligence
Omnibus-forslaget indeholder også væsentlige ændringer til CSDDD:
-
Udsættelse af deadlines
Implementeringsfristen rykkes til juli 2027, og kravene træder først i kraft i juli 2028. -
Fokus på direkte partnere
Kravene begrænses til direkte samarbejdspartnere, medmindre der foreligger plausible risici længere ude i værdikæden. -
Færre opdateringer
Periodiske vurderinger af risiko skal kun ske hvert femte år – ikke hvert andet. -
Reduceret pres på mindre virksomheder
Store virksomheder må kun kræve VSME-niveau ESG-data fra SMV’er i deres værdikæde. -
Flere harmoniseringer
Overlap mellem CSRD og CSDDD mindskes, bl.a. ved at fjerne krav om civilretligt ansvar og revidere finansiel sektor’s rolle i CSDDD.
Hvad betyder det for virksomhederne?
Omnibus-forslaget kan markant reducere rapporteringsbyrden – især for SMV’er og bølge 2 og 3-virksomheder, som får mere tid og færre krav.
Samtidig skaber forslaget bedre balance i forholdet mellem store og mindre virksomheder i værdikæden – bl.a. ved at indføre grænser for datakrav og fremme frivillig rapportering via VSME-standarden.
Grant Thorntons vurdering
Hos Grant Thornton ser vi positivt på Omnibus-forslaget. Forenklingen vil gøre det lettere for virksomheder at komme i gang med ESG-rapportering – og sikre bedre fokus på kvalitet og relevans frem for kompleksitet.
Vi anbefaler stadig, at virksomheder arbejder målrettet med deres ESG-indsats – uanset om de fortsat er omfattet af CSRD eller ej.
For dem, der falder uden for CSRD, kan det være en fordel at benytte VSME-standarden og imødekomme kravene fra større aktører i værdikæden.
Vil du høre mere?
Kontakt vores ESG-specialister for en snak om, hvad Omnibus-forslaget betyder for din virksomhed – og hvordan I bedst navigerer i den nye virkelighed for bæredygtighedsrapportering.