Skat

Salg af guld er ikke kun guld og grønne skove

insight featured image
Salg af ædelmetaller som guld kan blive en dyr overraskelse, hvis du ikke kender dine skattemæssige forhold.

Måske er du en af dem, der har investeret i guld. Det kan være som en langsigtet opsparing. Som en sikring mod inflation. Eller fordi guld føltes mere stabilt end aktier og obligationer. 

I dag er prisen på både guld og sølv på det højeste nogensinde, og det kan være fristende at realisere gevinsten. Men det, der umiddelbart ligner en god forretning, kan vise sig at gemme på en skattemæssig faldgrube.

Salg af ædelmetaller er næsten altid skattepligtigt

Investeringer i guldbarrer og -mønter – eller andre ædelmetaller som sølv og platin – betragtes af Skattestyrelsen næsten altid som foretaget i spekulationsøjemed. 

Det vil sige, at du anses for at have investeret i ædelmetaller med henblik på at opnå en gevinst ved et senere salg, hvorfor du også bliver skattepligtig af gevinsten. Og det gælder uanset, om du selv har opfattet investeringen som en form for opsparing. 

Sælger du en guldbar med gevinst, beskattes gevinsten som personlig indkomst. Tab derimod kan alene fratrækkes som et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst. Her spiller ejertiden ingen rolle – heller ikke selvom guldet har ligget gemt væk i en bankboks i 10 eller 20 år. 

Håbede du på at kunne opbygge en skattefri opsparing i form af guld eller andre ædelmetaller, må du derfor tro om igen. Det er formentlig kun smykker, som har været anvendt privat, og visse kunstgenstande, hvor en gevinst ved salg fortsat kan være skattefri.

Høje krav til din indsigt i skattereglerne

Overvejer du at afstå et depot af ædelmetaller, skal du være opmærksom på pligten til at oplyse Skattestyrelsen om en skattepligtig gevinst. Hvis myndighederne vurderer, at du ved grov uagtsomhed har undladt at gøre dette, kan de genåbne dine indkomstår helt op til 10 år tilbage i tid. Det betyder, at et salg, som du for længst troede var afsluttet, kan blive taget op igen – med krav om efterbetaling, renter og i visse tilfælde sanktioner. 

I praksis stilles der høje krav til din indsigt i skattereglerne – også som privat investor. Skattemyndighedernes opfattelse af, hvornår du har handlet groft uagtsomt, kan for nogle komme som en overraskelse. Netop derfor anbefaler vi i Grant Thornton, at du søger rådgivning, hvis du ønsker klarhed om din skattemæssige position.

Når det gælder afståelse af ædelmetaller, kan den rette afklaring i tide være forskellen på en god gevinst og en dyr overraskelse. 

Har du brug for rådgivning? 

Er du i tvivl om de skattemæssige konsekvenser ved at sælge guld eller andre ædelmetaller, er det langt bedre at få klarhed på forhånd end at stå med en skattesag mange år senere. 

Hos Grant Thornton hjælper vi private og formuende kunder med at få overblik over deres skattemæssige position. Kontakt os, hvis du har brug for rådgivning. 

Kontakt os