
Mange virksomheder ønsker af konkurrencemæssige årsager at markedsføre deres produkter som grønne, bæredygtige eller miljøvenlige.
Men nye sager fra Forbrugerombudsmanden viser, hvor svært det kan være at gøre korrekt – og hvor store konsekvenser fejl kan få.
To tekstilvirksomheder får kritik for grøn markedsføring
Forbrugerombudsmanden har igen rettet kritik mod to SMV'er. Denne gang gælder det tekstilvirksomhederne KP Trade ApS og Labfresh ApS, der begge har markedsført deres produkter med udsagn som ”bæredygtigt”, ”miljøvenligt” og ”bionedbrydeligt”.
Problemet var, at virksomhederne ikke kunne dokumentere påstandene tilstrækkeligt. Derfor vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen var vildledende.
Eksempler fra virksomhedernes hjemmesider var bl.a.:
- ”Bæredygtigt & naturligt produkt”
- ”Miljøvenligt, da bambus er en bæredygtig ressource”
- ”100 % naturlige materialer” (produkterne indeholdt også syntetiske materialer, red.)
- Udsagn om store vand- og energibesparelser uden tilstrækkelig dokumentationen.
Efter henvendelse fra myndighederne fjernede begge virksomheder udsagnene fra deres hjemmesider.
Hvorfor er greenwashing et problem?
Når virksomheder bruger grønne udsagn uden dokumentation, risikerer de at vildlede forbrugerne. Resultatet kan være, at produkter fremstår mere miljøvenlige, end de reelt er.
Ifølge markedsføringsloven skal miljø- og bæredygtighedspåstande kunne dokumenteres. Kan de ikke det, kan det føre til bøder.
Sagerne viser også, at generelle formuleringer som ”bæredygtig” eller ”miljøvenlig” ofte ikke er tilstrækkelige. Udsagnene skal understøttes af konkrete data, analyser eller dokumentation.
Hvad betyder det for virksomhederne?
For mange virksomheder er reglerne for grøn markedsføring svære at navigere i. Mange har gode intentioner, men mangler ressourcer eller viden til at dokumentere udsagnene korrekt.
Alligevel er det afgørende at kende reglerne – både for at undgå sanktioner og for at sikre, at forbrugerne kan have tillid til grønne budskaber.
Forbrugerombudsmanden har samtidig sendt orienteringsbreve til flere tekstilvirksomheder om reglerne for grøn markedsføring. Det understreger, at området er under skærpet tilsyn – ikke mindst i lyset af kommende EU-regler.
Gode råd til virksomhedernes kommunikation og markedsføring
- Dokumentér alle grønne påstande – hav data og analyser klar, hvis du
- Markedsfører dine produkter som bæredygtige eller miljøvenlige
- Undgå vage eller upræcise udtryk – vær konkret og præcis i din markedsføring
- Hold dig opdateret på reglerne – kravene ændrer sig løbende, især med nye EU-regler på vej.
Det er samtidig vigtigt at huske, at myndighederne vurderer det samlede indtryk. Det gælder ikke kun ord som ”grøn”, ”bæredygtig” eller ”klimavenlig” – eller om dokumentationen er på plads – men også billeder, farver, ikoner og den kontekst, budskabet indgår i.
Sådan kan Grant Thornton hjælpe jer på vej
Start med en gratis og uforpligtende screening af jeres hjemmeside. Det kan give et hurtigt overblik over potentielle risici og hjælpe jer med at tilpasse kommunikationen til de skærpede krav.
Læs mere her og book et uforpligtende greenwashing-tjek herunder: