Skat

Forskudsopgørelse 2026 – privatøkonomi og livsændringer

insight featured image
Når livet ændrer sig, bør forskudsopgørelsen følge med. Her er de vigtigste ting at tjekke, så din skat stemmer med virkeligheden i 2026.

Din forskudsopgørelse for 2026 bygger på tidligere års tal, men Skattestyrelsen ved ikke, at du måske har skiftet job, er blevet gift, skilt, gået på pension – eller noget helt femte.

Derfor er det vigtigt, at du selv retter oplysningerne, så din skat passer til din (nye) virkelighed.

Nyt job? Sørg for at tallene følger med

Et nyt job kan betyde ændret løn, pension, personalegoder og måske en anden transportvej. 

Husk derfor at opdatere:

  • din forventede lønindkomst
  • indbetaling til pension gennem arbejdsgiver
  • befordringsfradrag, hvis du kører kortere eller længere
  • og om du har fri bil, som fjerner retten til befordringsfradrag.

Selv små ændringer kan have stor betydning for din månedlige skat.

Gift, skilt eller samlevende? Tjek dine fradrag

Ændringer i parforholdet påvirker din skatteberegning.

Som gift, kan du og din ægtefælle f.eks. dele uudnyttede bundfradrag og overføre underskud. Bliver I skilt, skal de fælles forhold slettes igen.

Vær særligt opmærksom på: Er du selvstændig og arbejder din ægtefælle i din virksomhed, kan det også få skattemæssige konsekvenser.

På vej på pension? Justér i tide

Når du går på pension, ændres din indkomsttype – og det skal afspejles i forskudsopgørelsen.

Husk at slette de fradrag, du ikke længere har (f.eks. befordringsfradrag og A-kasse), og tilføj nye indtægter som folkepension og eventuelt andre, private pensionsudbetalinger

Vær særligt opmærksom på: at anden personlig indkomst, kapitalindkomst og aktieindkomst kan nedsætte dit pensionstillæg. 

Studerende, forælder eller bidragsyder? Husk detaljerne

Betaler du børnebidrag, skal du huske at sikre, at fradraget står korrekt – og justere, hvis dit barn fylder 18 år i 2026.

Hvis du giver bidrag til velgørenhed og velgørende organisationer (NGO’er) er det fradragsberettiget. Du kan få fradrag op til 20.000 kr. – men husk at fjerne det fra forskudsopgørelsen igen, hvis du stopper betaling.

Er du studerende med SU, skal du huske at holde øje med dit fribeløb. Hvis du tjener så mange penge ved siden af dit studie, at du risikerer at overskride dit fribeløb, kan du i visse tilfælde undgå tilbagebetaling ved at indbetale på en arbejdsgiveradministreret pensionsordning.

Jo før du retter, jo bedre

Mange venter, men jo hurtigere du opdaterer forskudsopgørelsen, jo mere præcist bliver din skat i løbet af året. Det giver bedre likviditet – og ro i maven, når årsopgørelsen kommer.

Læs vores vejledende artikler om forskudsopgørelsen for 2026
Læs artiklen her
Læs vores vejledende artikler om forskudsopgørelsen for 2026

Få rådgivning om din privatøkonomi hos vores skatteeksperter

Vil du være sikker på, at du udnytter alle muligheder og undgår ubehagelige overraskelser?

Grant Thorntons skatteeksperter hjælper gerne med at gennemgå og optimere din forskudsopgørelse for 2026, så du undgår ubehagelige overraskelser.

Kontakt os her