Hvis man i dødsboer og ved overdragelser mellem forældre og børn fastsætter værdien af fast ejendom inden for +/- 15% af den seneste offentlige vurdering, så er SKAT som udgangspunkt forpligtet til at godkende værdiansættelsen.
Det fremgår af det såkaldte Værdiansættelsescirkulære fra 1982.
Det har været diskuteret, om reglen betød, at SKAT i alle tilfælde var afskåret fra at ændre værdiansættelsen af en fast ejendom, når den lå inden for +/- 15% af vurderingen, eller om der var situationer, hvor SKAT alligevel kunne ændre værdiansættelsen.
Højesteret har ved en kendelse af 8. marts 2016 slået fast, at SKAT skal acceptere en værdiansættelse, der ligger inden for +/- 15% af vurderingen, med mindre der foreligger særlige omstændigheder. Højesteret har dermed fastslået, at der ikke eksisterer et ubetinget retskrav på godkendelse af værdiansættelser, der ligger inden for dette interval.
Den sag, som Højesteret tog stilling til, drejede sig om værdiansættelsen af fast ejendom i et dødsbo. I denne sag fandt Højesteret, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, og at SKAT derfor ikke var forpligtet til at godkende boets værdiansættelse efter 15%-reglen.
Højesteret har kun taget stilling til reglens anvendelse i dødsboer. Det betyder, at SKAT i dødsboer ikke er afskåret fra at tilsidesætte en værdiansættelse efter 15%-reglen.
Det er dog vores vurdering, at SKAT også i sager om overdragelser mellem forældre og børn vil bruge afgørelsen til at forsøge at tilsidesætte værdiansættelser, som ligger inden for +/- 15% af vurderingen, når der foreligger ”særlige omstændigheder”, altså forhold, som indikerer, at den reelle værdi af ejendommen afviger fra parternes værdiansættelse.
