Nyheder

Lovforslag om genindførelse af attraktiv medarbejderaktieordning fremsat

Regeringen har den 30. marts fremsat ”Lovforslag vedrørende skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger”, der blev sendt i høring 2. februar 2016.

Det fremsatte lovforslag svarer med enkelte justeringer til høringsforslaget.

Fra 1. juli 2016 vil det være muligt at tildele tegningsretter, optioner eller aktier til medarbejdere med en beskatning, der falder til 27/42% fra tidligere op til 56% og som udskydes til medarbejderen afstår erhvervede aktier. Efter gældende regler bliver medarbejderne beskattet på tidspunktet for erhvervelse af aktierne.

Som Grant Thonton tidligere har anført, vil det med vedtagelsen af lovforslaget atter blive yderst interessant for såvel selskaberne som medarbejdere at etablere medarbejderaktieordninger. Det åbner op for en langt mere attraktiv aflønningsform, der ikke alene vil begunstige medarbejderne, men tillige hjælpe selskaberne med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra såvel ind- som udland.

Der gives mulighed for individuelle som generelle ordninger. Det er således muligt at skræddersy ordninger til nøglemedarbejdere.

De nye regler omfatter alle former for aktier, aktieoptioner og tegningsretter i det selskab eller den koncern, hvori medarbejderen er ansat. Dette gælder også tegningsretter mv. til aktier i udenlandske selskaber.

Læs hele forslaget her. [ 87 kb ]