Nyheder

Fra 23. maj 2017 skal virksomheders reelle ejere registreres

Det er netop besluttet at danske virksomheder fra d. 23. maj 2017 har pligt til at registrere virksomhedens reelle ejere på VIRK/Indberet. Dermed omfatter ejerregistreringen både legale- og reelle ejere.

Ejerregistreringen kommer som en del af implementeringen af skattelypakken og 4. hvidvaskdirektiv. Reglerne skal øge gennemsigtigheden i danske selskabs- og virksomhedskonstruktioner, og gøre det sværere for danske virksomheder at udøve økonomisk kriminalitet – herunder skattesvig og hvidvaskning af penge.

Loven rammer næsten alle virksomhedstyper

Er din virksomhed en af følgende virksomhedstyper, skal du indberette virksomhedens ejerforhold i det nye ejerregister:

  • IVS
  • ApS
  • A/S
  • P/S
  • K/S
  • I/S
  • Fonde (erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende)
  • Finansielle virksomheder
  • Virksomheder med begrænset ansvar (AMBA, FMBA, SMBA)
  • Europæiske virksomhedsformer (SE, SCE, EØFG)

De virksomhedstyper der ikke er omfattet af loven er: Børsnoterede virksomheder, selvstændige offentlige virksomheder (SOV’er), medarbejderinvesteringsselskaber, enkeltmandsvirksomheder, personligt ejet mindre virksomheder (PMV’er) og filialer.

Er der forskel på legale og reelle ejere?

En fysisk person kan være både legal og reel ejer, men er det ikke nødvendigvis.

Den legale ejer er kendetegnet ved både at kunne være en virksomhed og en fysisk person, der har stemmerettigheder eller kapital i virksomheden. Den reelle ejer kan derimod kun være en fysisk person, der enten direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene, eller har stemmerettigheder eller udøver kontrol ved hjælp af andre midler.

En tilstrækkelig del af ejerandele eller stemmerettigheder svarer som udgangspunkt til, at man ejer eller kontrollerer ca. 25 % af virksomheden. Dette er dog kun en indikation på reelt ejerskab.

Registrering skal ske inden 1. december 2017

Registreringen af reelle ejere kan fra d. 23. maj 2017 registreres på VIRK/Indberet og skal være gjort senest d. 1. december 2017. Virksomheden skal registrere de reelle ejeres fulde navn, adresse, fødselsdato, nationalitet, bopæl og bopælsland, art og omfang af rettigheder og CPR-nummer.

Kontakt os hvis du er i tvivl

Er du i tvivl om, hvorvidt lovændringen gælder for din virksomhed, eller har du andre spørgsmål eller problemer vedrørende ejerregistreringen, er du velkommen til at kontakte din personlige rådgiver her ved Grant Thornton.