Værdiansættelse af fri bolig
Skatterådet har i et bindende svar umiddelbart ændret holdning til beskatning af fri bolig hos medarbejdere, i de tilfælde hvor den pågældende bolig lejes af en uafhængig part. Afgørelsen er dog efter vores opfattelse ikke korrekt.
Skatterådet har med deres bindende svar af 27. april 2010 skabt uklarhed over de skattemæssige konsekvenser for medarbejdere, der får stillet fri bolig til rådighed. Det bindende svar stemmer efter vores opfattelse ikke overens med den hidtil gældende praksis for værdiansættelse af fri bolig i de tilfælde, hvor arbejdsgiver lejer boligen af en uafhængig part.
Sagen i korte træk
En arbejdsgiver ønskede et bindende svar fra Skatterådet vedrørende beskatning af fri bolig for deres nyansatte administrerende direktør. Da direktøren ikke havde fundet en helårsbolig, stillede arbejdsgiver en fritidsbolig, der kunne bebos hele året til rådighed i en begrænset periode.
Arbejdsgiveren anførte, at den administrerende direktør efter deres opfattelse ikke havde bestemmende indflydelse på egen aflønning, og at den fri bolig derfor skulle værdiansættes efter SKATs vejledende satser.
Skatterådet fandt, at værdien af fri bolig skulle fastsættes i henhold til den faktisk betalte husleje, da arbejdsgiveren lejede boligen af en uafhængig part. Det var efter Skatterådets opfattelse uden betydning, om direktøren havde bestemmende indflydelse på egen aflønning.
Skatterådet fandt således, at de skematiske regler om værdiansættelse af fri bolig kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren ejer den pågældende bolig, samt i de tilfælde hvor arbejdsgiveren lejer den af interesseforbundne parter.
Direktøren skulle derfor beskattes af den faktisk betalte husleje med tillæg af arbejdsgiverbetalte forbrugsafgifter.
SKATs begrundelse
Skatterådet henviser i deres afgørelse til cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001, pkt. 3.4.1, som omhandler fri bolig til hovedaktionærer og direktører med bestemmende indflydelse på egen aflønning (ligningslovens § 16, stk. 9). Det fremgår af cirkulæret, at i de tilfælde hvor udlejer er en uafhængig tredjemand, anses lejemålet som udgangspunkt at være fastsat til markedslejen. I disse tilfælde finder hovedreglen i lignings-lovens § 16, stk. 3 anvendelse, hvilket betyder, at den ansatte hovedaktionær beskattes af markedslejen.
Herefter konkluderer Skatterådet, at værdiansættelsen af den frie bolig skal ske efter ligningslovens § 16, stk. 3 (markedslejen) uanset om den pågældende direktør har bestemmende indflydelse på egen aflønning eller ej, da arbejdsgiver lejer boligen af tredjemand.
Skatterådet går i deres konklusion herefter endnu videre, idet det anføres, at SKAT-meddelelse om værdiansættelse af visse personalegoder (senest SKM2009.771 for indkomståret 2010), skal forstås således, at de skematiske regler alene finder anvendelse, når der ikke er en markedsleje. I tilfælde hvor arbejdsgiver lejer boligen til markedslejen (af en uafhængig part), finder de skematiske regler dermed ikke anvendelse.
Denne konklusion kan forstås således, at det altså ikke kun er vedrørende direktører - men helt generelt for samtlige medarbejdergrupper, at det er den faktisk betalte husleje, der skal bruges ved værdiansættelsen af fri bolig, når arbejdsgiver og udlejer ikke er interesseforbundet.
Konsekvenser
Efter vores opfattelse kan afgørelsen læses således, at værdien af fri bolig skal fastsættes til den faktiske betalte husleje i samtlige tilfælde, hvor arbejdsgiver betaler huslejen til en uafhængig part. Det synes således at være Skatterådets opfattelse, at de skematiske regler for fri bolig ikke kan anvendes i disse tilfælde - uanset om der er tale om en ansat hovedaktionær, en direktør (med eller uden bestemmende indflydelse på egen aflønning) eller en anden medarbejdergruppe.
Vores opfattelse
Efter vores opfattelse er Skatterådets afgørelse ikke korrekt.
Det fremgår således af Ligningsvejledningen, pkt. A.B. 1.9.5, at SKAT i SKM2009.771 har vedtaget en anvisning om, hvad der skal forstås ved markedslejen. Det er heri, at de skematiske regler er nærmere beskrevet.
Det fremgår ikke nogen steder, at de skematiske regler i SKM2009.771 ikke finder anvendelse, når der er tale om boliger, der er lejet af en uafhængig tredjemand. Det på trods af, at det er den mest normale fremgangsmåde, når arbejdsgivere stiller fri bolig til rådighed for deres medarbejdere.
Det fremgår endvidere af ligningsvejledningen, at i de tilfælde, hvor det kan dokumenteres, at markedslejen er lavere end værdiansættelsen efter de skematiske regler, så skal den lavere markedsleje bruges som udgangspunkt for beskatningen.
I dette udsagn ligger efter vores opfattelse en klar tilkendegivelse af, at de skematiske regler også finder anvendelse, selvom arbejdsgiveren betaler markedslejen. Men medarbejderen er dog beskyttet således, at den skattemæssige værdi efter de skematiske regler ikke kan overstige markedslejen. Det må omvendt kunne konkluderes, at de skematiske regler kan anvendes, hvor værdien ifølge dette regelsæt er lavere end den reelle markedsleje.
Endelig fremgår det helt generelt af ligningsvejledningen, at den ansatte kun skal beskattes i de tilfælde, hvor denne betaler en leje til arbejdsgiveren, der ligger under de anviste satser.
Efter vores opfattelse giver det endvidere ikke nogen mening, at Skatterådet i deres afgørelse henviser til cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001, pkt. 3.4.1. Dette punkt i cirkulæret omhandler fri bolig til hovedaktionærer, direktører med bestemmende indflydelse på egen aflønning (ligningslovens § 16, stk. 9). Cirkulæret omhandler således ikke gruppen af medarbejdere, der ikke falder ind under hovedaktionærer og direktører med indflydelse på egen aflønning.
Sluttelig anføres det i skatterådets afgørelse, at en tidligere Ligningsrådsafgørelse ikke kunne tillægges vægt, da det ikke fremgik af sagen, om arbejdsgiver var ejer eller lejer af bolig. Dette synspunkt kan vi ikke tillægge vægt, da det netop burde have været en meget afgørende faktor for værdiansættelsen af den frie bolig, hvis Skatterådets nye afgørelse skal anses for at være i tråd med hidtidig praksis.
Konklusion
Det er vores opfattelse, at Skatterådets afgørelse kun kan anses for at være i overensstemmelse med hidtidig praksis, hvis afgørelsen er konkret, og det er tillagt vægt, at der er tale om en administrerende direktør.
Vi har i forbindelse med offentliggørelsen af Skatterådets afgørelse drøftet sagen med SKAT. Den pågældende medarbejder hos SKAT oplyste telefonisk, at begrundelsen i afgørelsen efter hans opfattelse ikke var korrekt, og at man derfor var i gang med at udarbejde en ny afgørelse, hvor begrundelsen for resultatet ville blive ændret.
Vi har forstået denne udmelding på den måde, at afgørelsen vil blive begrundet således, at afgørelsen kun gælder for ansatte hovedaktionærer og direktører.
Vil du vide mere?
Såfremt du har spørgsmål eller ønsker at vide mere om dette emne, er du meget velkommen til at kontakte:
Søren Erenbjerg
Senior Tax Manager, cand.jur., HD (R).
E-mail